Marker i majs

Jeg pillede noget af den grønne stængel og så mig tilbage af vejen, hvor maratonløberne, uden mig, fortsatte deres flugt fra smerterne og så lyset (måske). Jeg kan ikke huske, hvornår og hvorfor jeg meldte mig til løbet og jeg kan ikke huske, hvad grunden var til, at jeg stoppede midt på marken. Jeg rørte igen ved, hvad jeg tror, var en knop på kolben, men det hænger ikke helt sammen, når majskolber ikke har knopper. Jeg pillede den af og så stod du der. Lige foran mig. Du grinede lidt, glæden dryssede ned over mig og dit mellemrum gjorde afstanden endnu mindre. Du strålede og jeg undrede mig slet ikke over, at du var spærret inde bag tremmer midt i majsmarken.

Bølger i byen

Der er bølger i byen. Blå, som ude i saltet. Brune, som oppe i kronerne. Brusende og også høje, som bjerget i Berlin. Eller var det en mur? Og de bruser og bølger og kun jeg kan høre, at de spiller en bas. Bum, bum, bum, bam. De bøjer sig for mig, som for Moses og hans gode ven Sesam; eller omvendt, det rager mig nu også en bjælde. Eller en blomst. Høst..blomst.
Ind igennem de høje bindingsværker eller bare bygninger, for man binder jo ikke rigtigt noget mere. Kun bånd – snørebånd og gavebånd. Måske. Igennem gaderne med brosten og butikken med blyanter og viskelædere. Bog og idé? Bølgende og beroligende trækker de mig med, binder mig til det blå. I’m so very blue now, synger jeg.
Og jeg rider på bølgen og rider med på bølgen. Sikke noget bras. Det sidste altså. Og bladene fejer vejene, når blæsten vil og de spiller en symfoni. Beethoven? Jeg ved det ikke helt, men det lyder pænt. Så går den i stå, bølgen. Og bilerne og busserne og cyklisterne samtidigt.
Alle holder vejret og take a break. Det er sådan, det hænger sammen. Og jeg spejder og når at tænke, at byen er smuk om efteråret, inden bølgen igen bryder ud i brus, bas, Beethoven og blandede følelser.

Min smerte i dig

Billeder bag lukkede grønne øjne
Mest af dig og dine glemte løfter
Men også af os og vores dybe kløfter; uden broer og fyldt med løse sten
Jeg slår mig hver gang, jeg prøver

Du slår mig. I hjertet med dine usagte ord
Med dine tanker, som jeg ikke kender
Og det brænder så længe, brænder helt derinde; men, hvad er det, de siger?

”Kærlighed er det eneste, som bliver større, hvis man sløser med det”
Og hvor har jeg dog sløset.

Tikroner kan ikke skille os ad, så jeg køber en pose bolsjer
Min hals snører mig sammen; din stemme og kuldegysninger
Det værste er ikke mit savn
Det værste er, at du ikke har et

Det er mest om dig; mest for dig
Jeg elskede at kende dig indeni, du er den smukkeste i min verden ligegyldigt hvad
Bumser var ikke vigtige for os før; nu skjuler jeg den på kinden
Det er ikke det værste, at du ser den
Det er det værste, at du ikke ser mig

Jeg kan godt leve med min smerte og mit hjerte
Jeg kan godt leve med ikke at gå de nødvendige skridt
Det værste er ikke, at du ikke er min
Det værste er, at jeg ikke er din