Bølger i byen

Der er bølger i byen. Blå, som ude i saltet. Brune, som oppe i kronerne. Brusende og også høje, som bjerget i Berlin. Eller var det en mur? Og de bruser og bølger og kun jeg kan høre, at de spiller en bas. Bum, bum, bum, bam. De bøjer sig for mig, som for Moses og hans gode ven Sesam; eller omvendt, det rager mig nu også en bjælde. Eller en blomst. Høst..blomst.
Ind igennem de høje bindingsværker eller bare bygninger, for man binder jo ikke rigtigt noget mere. Kun bånd – snørebånd og gavebånd. Måske. Igennem gaderne med brosten og butikken med blyanter og viskelædere. Bog og idé? Bølgende og beroligende trækker de mig med, binder mig til det blå. I’m so very blue now, synger jeg.
Og jeg rider på bølgen og rider med på bølgen. Sikke noget bras. Det sidste altså. Og bladene fejer vejene, når blæsten vil og de spiller en symfoni. Beethoven? Jeg ved det ikke helt, men det lyder pænt. Så går den i stå, bølgen. Og bilerne og busserne og cyklisterne samtidigt.
Alle holder vejret og take a break. Det er sådan, det hænger sammen. Og jeg spejder og når at tænke, at byen er smuk om efteråret, inden bølgen igen bryder ud i brus, bas, Beethoven og blandede følelser.