Mennesker imellem

Jeg havde længe betragtet hende. Set hende gå op af trapperne og klippe en enkelt gang. Stille et spørgsmål, som ikke skulle være stillet og lagt mærke til øjenbrynenes rejse og mundens sejltur. Hørt hende fordreje stemmen på en måde, så ingen kunne tvivle på, hvad ordene var fyldt med og hun satte hænderne i siden, vuggede med hoften og jeg kiggede bare på hendes lange frakke og tænkte, at hun nok ikke havde kunnet holde varmen i den. Den pludselige stilhed deroppefra, på scenen foran vejen, gjorde selv nysgerrigheden endnu mere nysgerrig, men alle andre og jeg lignede folk, som var døve og ikke spor nysgerrige. Ud af øjenkrogen så jeg, at hun begyndte at gå, og da hun var tæt nok på til, at jeg kunne se, at hendes øjne var grå, sendte hun mig et indforstået blik og øjenbrynene tog igen på en rejse. Jeg smilede bare til hende og sendte et indforstået blik tilbage, selvom det slet ikke var det, jeg ville. Nu går hun rundt derude og tror, at jeg var enig med hende og det tror jeg slet ikke, jeg var.