Hjertelyst

Jeg er ligeglad med, hvad du siger. Da du afleverede mig foran det røde hus og lågen, der engang var malet hvid, fastslog du endnu en gang, at det var den sidste gang. At nu var det slut. At det egentlig aldrig var begyndt. Mørket lagde sig over os begge to, men mest dig og du rømmede dig og så ned. Jeg sagde aldrig andet end, at jeg var indforstået med det og var lykkelig over selv den lille flig af dig, du havde delt med mig. Det gjorde jeg også den dag foran det røde hus. Men du holdt stadig fast i min jakke, da bussen ventede. Sukkede så dybt, at min luft forsvandt. Du aede stadig mit hår om bag mine ører, da vi sagde farvel.