Jeg taler for meget, siger han. Taler over mig, taler i en strøm, taler udenom, taler i symboler og sommetider i søvne. Han plejer at lægge en finger på sine læber og knibe øjnene sammen, imens jeg bare taler om ting, som han har hørt tusind gange før; eller i nyhederne i morges. Hvis jeg bare gad snakke, siger han. Så jeg prøvede at snakke, men jeg fik ingen respons. Bare et lille nik og et kys på panden, da han lagde sig ind på sofaen med puden under armen. Han ved ikke, hvad vi har tilfælles mere, siger han. Han siger også, at han tvivler på min interesse i ham.
Normalt gør jeg ikke sådan noget, men i eftermiddags, da han hentede mig fra arbejdet, gav jeg ham en rulle tape og ”snakke bogen – en god bog til rejsen”. Tapen til, hvis jeg kommer til at tale igen og bogen mest fordi, jeg vil have, han skal vide, at vores rejse fortsætter lang tid endnu. I aften nøjes jeg med at fortælle ham, at han er en kiste fuld af guld og en masse lykke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar