At glemme sig selv

Og så bakker bilen ud af indkørslen og går i panik. River bildøren op og styrter hen over græsplænen, fliserne og op til huset. Ved bare, at har glemt noget. Drejer nøglen om og starter med at lede i gangen. Vender hver en sko på hovedet og åbner lågen både til fryseren og til skabet. Ryster jakke og famler febrilsk lommerne igennem. Bukselommer, baglommer, forlommer, inderlommer, men intet finder. Sukker dybt og åbner vaskemaskinen; egentlig ikke fordi, at regnede med at finde noget derinde. Bordet flyder med flasker fra nytårsaften og fejer dem til side så de smadres mod stengulvet, men er ligeglad.
Forsætter ind i køkkenet og vælter stakken med aviser, da leder efter tv-programmet for i aften. Der kommer ingenting; i hvert fald intet spændende. Løfter op i gulvtæppet og ligger få sekunder efter på maven og glor ind under bordet, hvor det eneste, får øje på er vitaminpille. Hvad har glemt? Fodlisten knirker da træder ind på værelse og får hurtigt vendt kasser på hovedet. Elastikker, blyanter, biografbillet, tyggegummi og fingerring dækker bordet og flår kasserne i kommoden under skrivebordet ud, så kan lede videre. Dagbog, penalhus, stearinlys, lighter, skoleskema, nej. Næste. Blå blog fra niende, gammel stil, papirer, rod, nej. Sukker højt og tramper lidt i gulvet, før igen går videre med at lede. Under puderne i sengen, bag billedet på væggen, imellem dvd'erne på hylden, men intet finder. Men et eller andet har glemt! Der mangler ligesom noget, og bliver frustreret. Prøver at huske, hvad havde med sidste gang. Tænker så det knager, men til ingen nytte. Nu giver snart op, men så husker, hvad har glemt ... jeg. Jeg. Mig.