Sider

Viser opslag med etiketten kedeligt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kedeligt. Vis alle opslag

01.03.2009

Gentagelser

Det er bare det samme. Altid det samme, og hvor bliver jeg dog træt af Dem. Eiffeltårn omkring hvert et hjørne, bag hver en dør og rottehaler i ethvert hår, som er langt nok til det. I ring, bare rundt og rundt. At vende tilbage til det samme træ i skoven; det med hullerne og bænkebiderne i den fugtige bark og vinke til den samme tivoliansatte i karrusellen; hende med smilehullerne og uniform. I form. De samme veje, de samme stier, de samme bakker, den samme udsigt. Udsigt til skoven, udsigt til en ny dag, udsigt til Dem.
De samme mennesker på MSN, logger af og på og helst hele tiden; ændrer aldrig deres status, deres billede, deres navn. Navne, som alle hedder og stadigt er stolte af – det skal man være. Forbogstaver, alfabetisk, altid de samme. Fejltagelser, udsendelser, genudsendelser, fejltagelser igen; men vi lærer det aldrig. Lærer aldrig, at man ikke må stave forkert i en danskstil, griner stadig over Klovn sæson 1. Hvor er jeg dog træt af Dem.
De samme internetsider, de samme drømme, de samme tekster om de samme ord som i går. Ordene om, hvad vi mangler, om hvad vi ønsker, om hvad vi elsker. Elsker følelsen, elsker de to smukke, glimtende, symmetriske æbler i ansigtet på den dejligste pige i hele verden, som giver en det største rus, det største kys, den største mening. Ens alle sammen. Ens; igen.
Måned efter måned; den samme naturligvis. Jul efter jul. Forår efter forår. Sankt Hans efter Sankt Hans og hvor er De dog smukke hvert år alligevel. Stadigt overrasket over, at man virkelig kan gå udenfor med kun en t-shirt på i maj, at brisen føles sjov på nybarberede ben. Stadig forventningsfuld når bålet tændes, når heksen brændes; flyver helt til Bloksbjerg i år.
Den samme tid, de samme fag, det samme nys som i aftes; kildrer i næsen og udløses til sidst i et athju og et suk, fordi at det var så dejligt. De samme beskeder, spørgsmål; og hvad laver du? Hvad laver du? Hvad laver du? Og hvor jeg dog hader Dem. De samme, helt de samme, helt ens, rundt i ring, komma efter komma, punktum. Efter punktum. Helt de samme, fuldstændigt ens, rundt i cirkler, komma efter punktum efter komma efter punktum. Gentagelser om gentagelser om gentagelser. Jeg gentager mig selv.