Det hele gik godt, indtil jeg fortalte dig, at jeg er rød. Du spurgte, hvor rød. Lyserød eller blodrød, eller bare rød. Gik meget op i, om jeg kunne være så lidt rød, at det måske ville gå over og blive lidt mindre rød endnu - så kunne jeg måske blive ligesom dig. Jeg prøvede ihærdigt at holde humoren i gang; satte smileys, lavede lidt sjov med det, sagde, at farver ikke burde skille folk ad, for kunne godt mærke chokket. Du undrede dig virkelig meget over, at den person, du troede jeg var, ikke var helt som du troede og slet ikke var malet i den rigtige farve og du spurgte dybt ind til, hvad jeg mente om det offentlige, skatten og indvandrende og alle de andre ting, som jeg lige pludselig gerne ville glemme, at jeg havde en mening om.
Du blev så seriøs efter det. Skulle hele tiden kommentere, at havet jo kun kunne være smukt med én farve. Blå. At en sommerhimmel kun ville være rigtig i én farve. Blå. At øjne er mest tiltrækkende i én farve. Blå. Og jeg kunne bare have været som du. Sagt, at kærlighed og hjerter tegnes pænest med én farve. Rød. At et bål brænder og giver den bedste varme, hvis flammerne er rigtigt i gang og har én farve: Røde. At rød er lig med tryghed. Men du blev mere blå end nogensinde før. Egoistisk. Holdt ikke dine løfter; loggede ikke længere på MSN på det aftalte tidspunkt. Ville hele tiden snakke om holdninger og meninger og om statsministre gennem tiden.
Jeg forsvarede og svarede – det gør man jo, og jeg forstod mindre og mindre, hvorfor farver betød noget for dig. Du kunne ikke lide uenigheder, sagde du, men er uenigheder ikke netop det smukke ved os to; handler det netop ikke om, at komme med modargumenter og se tingene fra to eller fire sider, uden at male hinanden i en anden farve. Farver er smukke hver for sig, men allerede i børnehaven lærte vi, at farver er allerbedst sammen. Sommerhimlen er ikke smukkere i blå; den er smukkest i horisonten, hvor lyserød og blå smelter sammen og får os til at holde i hånd.
Du blev så seriøs efter det. Skulle hele tiden kommentere, at havet jo kun kunne være smukt med én farve. Blå. At en sommerhimmel kun ville være rigtig i én farve. Blå. At øjne er mest tiltrækkende i én farve. Blå. Og jeg kunne bare have været som du. Sagt, at kærlighed og hjerter tegnes pænest med én farve. Rød. At et bål brænder og giver den bedste varme, hvis flammerne er rigtigt i gang og har én farve: Røde. At rød er lig med tryghed. Men du blev mere blå end nogensinde før. Egoistisk. Holdt ikke dine løfter; loggede ikke længere på MSN på det aftalte tidspunkt. Ville hele tiden snakke om holdninger og meninger og om statsministre gennem tiden.
Jeg forsvarede og svarede – det gør man jo, og jeg forstod mindre og mindre, hvorfor farver betød noget for dig. Du kunne ikke lide uenigheder, sagde du, men er uenigheder ikke netop det smukke ved os to; handler det netop ikke om, at komme med modargumenter og se tingene fra to eller fire sider, uden at male hinanden i en anden farve. Farver er smukke hver for sig, men allerede i børnehaven lærte vi, at farver er allerbedst sammen. Sommerhimlen er ikke smukkere i blå; den er smukkest i horisonten, hvor lyserød og blå smelter sammen og får os til at holde i hånd.
