Plastikroser

Den aften havde jeg sand mellem lårene. Det skavede, brændte og der var øl på havnen til at dulme. Der var to måner den aften. Den virkelige og refleksionen af selvsamme i bølger, hvori vi havde taget beslutninger, vi ikke vidste, vi ikke havde kræfter til at løfte. Du betalte 30 kroner for at skyde en plastikrose ned til mig. Se mig, jeg rammer plet hver gang. Og så stod han der og jeg fik noget, der minder om hjerteflimmer, bare i maven og alt skreg ja og bang, så havde du skudt rosen ned. Den skal stå i lejligheden, sagde du. Sådan en visner aldrig. Never.