Indsæt titel her

Da du sagde ”jeg kan ikke mærke dig mere”

og jeg skubbede dig ud over mine konstant i bevægelse tektoniske plader

tog tyngdepunktet til nye breddegrader,

når du balancerede på det yderste af mit nervesystem

og det ikke var nok

degraderede du mig

til hende

I konstant følelseskrampe inhalerede vi åndedrætsneutraliserende dampe

og i den fælles udånding, der blev vores sidste nogensinde, behøvede du ikke flere grunde til at forsvinde. Kun jeg var efterfølgende påvirket af den vejrtrækning, du plejede at have kontrol over i enhver orgastisk sammentrækning, så jeg lod bare være i en periode

med fx at trække vejret

Måske var det derfor, jeg styrtede på min cykel

og ikke nok med, at det for dig var lettere at håndtere et hul i hovedet end mit pulspumpeforblødende hjerte

det var også helt ude af proportioner

du spillede hard to get, da du skulle have været min organdonor

Muligvis elsker jeg dig

desorienteret

illusioneret

alligevel