Sirener, bomber og magnetisme

De varslede krig, sirenerne, og vi blev siddende over morgenbrødet med frit udsyn til bomberne, der regnede som små meteoritter ned i en baghave på størrelse med min kærlighed.
Vi kunne have gemt os under et hus, i en kælder, der rummer alle muligheder for overlevelse. Nedstyrtningssikret, gassikret, strålingssikret, brandsikret. Bombesikret. Men vi gjorde det ikke, for vi havde bomberne i hænderne, splintrede hjerteplads til krybekældre, overtog med gråd sirenesangen og den lille afstand, der før havde virket som vores tiltrækningskraft, virkede pludselig som den største modstander og ligegyldigt, hvor forskellige, vi tidligere havde bildt hinanden ind at være, var vi begge lige netop negative nok til, at effekten var frastødning, da verdenen, i stedet for huset, på kun fem minutter styrtede sammen omkring mig og på ny blev bygget op med en omfavnelse, der forvandlede bombebragene i baghaven til hjerteslag i dit bryst.