Vi levede af hyldesaft, jordbær og vandmelon
Tog det med et smil, enhver situation
Løb i læ under træer i tordenvejr
og gik på asfalten med bare tæ’r
Fotograferede solnedgangens lyrik'
og kløede hul på alle vores myggestik
Vi cyklede ud, hvor verden ender
og havde hinanden i vores hænder
1 kommentar:
Sommeren og feriens ro - sikkerhedsfornemmelse indkapsler du særdeles godt i dette digt, Marie. Hvordan saligheden lader alverden forandre til noget smukkere end det hverdagslige. Og hvor er jeg glad for, at dette er en hyldest af "solnedgangens lyrik" og at man "gik på asfalten med bare tæ'r". For hvor ville det være let at stille sig bag i køen af opkommende lyrikere, der jager trivialiteten, som den store synder.
Du gør det rigtige, for hvem skaber trivialiteten?
Lad os mane til lyrikken, til saligheden og sommerglæden.
... Og lad os alle nyde, at forelskelse hører hjemme her.
Mange tanker
Mathias
Send en kommentar