Og vi så os aldrig tilbage. Vi red på hinanden, skiftevis, i solnedgang og i morgendis.
Vi glemte tiden, stedet, mobiltelefoner, tilpassede os nuet, vi to, kamæleoner
og vi så os aldrig tilbage. Fløj over bjerge, slotte, spiste bøgeblade og sov i grotten.
Vi huskede beatet, trommede på træstammerne og spillede på livet
og vi så os aldrig tilbage. Svømmede gennem floderne, benyttede os aldrig af metoderne.
Vi huskede at glemme og glemte at huske
og vi så os aldrig tilbage
1 kommentar:
Strukturen i dit digt er super fedt!
Din metaforik, din spidskompetance, tager igen pusten fra mig.
Men pas på med klicheen, omkring at huske at glemme og omvendt.
Du ved, jeg holder af din litteratur, Marie!
Send en kommentar