Solen stod højt på himlen. Det sneede. Langsomt dalede fnuggende ned i dråber og ramte mine bare arme. Jeg flyttede fødderne hurtigt i takt til harmonikaens melodi. Ingen penge i hans hat. Jeg kastede en 12-krone i hans lomme og ønskede en sang. Folkene sjoskede rundt i deres slidte sandaler og røg deres pibe og ænsede ikke, at solen endelig skinnede, at sneen stadig faldt.
Rutebilstationen var tom. Fyldt med blå busser og kystruten og folk i sæderne, som stak en halvtredser i hånden på chaufføren og befalede ham at beholde resten. Til konen, så hun ikke blev sur. Og så kørte 102’eren sin vej, dyttede af slangen i vejkanten og stoppede da den rødhårede pige løb bagefter med armene i vejret og ville med.Butikkerne var åbne. Også selvom, at det kun var søndag. Jeg snublede over bøjlen i døråbningen og blev mødt af en ekspedient, som måbende tog mig i hestehalen og trak af sted med mig. Hun standsede ikke før, at vi nåede tøjstativerne og derefter fortalte hun mig, at hun egentlig ikke gad hjælpe mig, for hun hjalp aldrig kunder med striber på tøjet og tømmermænd. Jeg nikkede bare og fandt mig en blå cardigan med bananknapper.
Jeg var ikke nået langt, da kirkeklokkerne ringede. Her midt på eftermiddagen. Strømmen i åen holdt en pause og jeg bestilte en kop kaffe på caféen. Drak den i nydningen og nynnede med på kirkeklokkernes sang imens tiden gik i stå. Pludselig var klokken få og jeg styrtede under broen og hev et par spinatblade med på vejen. Jeg pjaskede igennem sandet og tabte mine briller i bølgerne. Under mig gik soldaterne march, over mig hang uroen med ugler i og jeg skrabede min hæl da min fod sad fast i brostenen ved teatret. Forestillingen om ”Fem frække flygtige fluer” kørte og køerne stod og ventede på at komme ind. Jeg klappede en sort en på mulen og bandt en grøn sløjfe i halen.
Jeg forsatte ned igennem de små gader og trådte på alle stregerne imellem fliserne, selvom legen siger noget andet. Jeg strammede min hestehale, touperede den og opdagede snart diskoteket på hjørnet. Jeg hørte noget bag mig og spejdede ud mod horisonten. Ingen at se, og uden jeg nåede at opfatte noget stod jeg med ryggen mod den kolde mur i en lille port på den smalle vej. Han åndede mig i ansigtet, var forpustet og utrolig lækker selv med hår i øjnene og svedigt tøj. Han blev stående og trykkede kun mine arme og hænder hårdere mod muren, før han endelig gav lidt efter og begyndte at råbe. Råbte, at han hadede mine rutiner, hadede mit dybt uselvstændige væsen, hadede, at jeg aldrig tog en chance – aldrig satte mit hår op, købte en sjov trøje eller drak kaffe alene. Råbte, at jeg var umoden, uetisk, ustyrlig og fuldstændig urokkelig. Gav mig en lussing og bad mig slå igen, og da jeg gjorde det holdt han mund og hviskede, at jeg var verdens dejligste. Og så råbte han igen. Råbte, at han aldrig kunne være sammen med en som mig, at han hadede mine rutiner og var på vej ud for at finde en, som turde bryde sine rutiner. En ny mig, bare uden rutinerne, for han hadede mine rutiner.
Og jeg sagde ingenting. Knappede bare min trøje ned, aede ham på kinden og trådte ham over foden da jeg gik. Gik ud for at bryde mine rutiner, gik ud for at se verden bryde sine rutiner.
Rutebilstationen var tom. Fyldt med blå busser og kystruten og folk i sæderne, som stak en halvtredser i hånden på chaufføren og befalede ham at beholde resten. Til konen, så hun ikke blev sur. Og så kørte 102’eren sin vej, dyttede af slangen i vejkanten og stoppede da den rødhårede pige løb bagefter med armene i vejret og ville med.Butikkerne var åbne. Også selvom, at det kun var søndag. Jeg snublede over bøjlen i døråbningen og blev mødt af en ekspedient, som måbende tog mig i hestehalen og trak af sted med mig. Hun standsede ikke før, at vi nåede tøjstativerne og derefter fortalte hun mig, at hun egentlig ikke gad hjælpe mig, for hun hjalp aldrig kunder med striber på tøjet og tømmermænd. Jeg nikkede bare og fandt mig en blå cardigan med bananknapper.
Jeg var ikke nået langt, da kirkeklokkerne ringede. Her midt på eftermiddagen. Strømmen i åen holdt en pause og jeg bestilte en kop kaffe på caféen. Drak den i nydningen og nynnede med på kirkeklokkernes sang imens tiden gik i stå. Pludselig var klokken få og jeg styrtede under broen og hev et par spinatblade med på vejen. Jeg pjaskede igennem sandet og tabte mine briller i bølgerne. Under mig gik soldaterne march, over mig hang uroen med ugler i og jeg skrabede min hæl da min fod sad fast i brostenen ved teatret. Forestillingen om ”Fem frække flygtige fluer” kørte og køerne stod og ventede på at komme ind. Jeg klappede en sort en på mulen og bandt en grøn sløjfe i halen.
Jeg forsatte ned igennem de små gader og trådte på alle stregerne imellem fliserne, selvom legen siger noget andet. Jeg strammede min hestehale, touperede den og opdagede snart diskoteket på hjørnet. Jeg hørte noget bag mig og spejdede ud mod horisonten. Ingen at se, og uden jeg nåede at opfatte noget stod jeg med ryggen mod den kolde mur i en lille port på den smalle vej. Han åndede mig i ansigtet, var forpustet og utrolig lækker selv med hår i øjnene og svedigt tøj. Han blev stående og trykkede kun mine arme og hænder hårdere mod muren, før han endelig gav lidt efter og begyndte at råbe. Råbte, at han hadede mine rutiner, hadede mit dybt uselvstændige væsen, hadede, at jeg aldrig tog en chance – aldrig satte mit hår op, købte en sjov trøje eller drak kaffe alene. Råbte, at jeg var umoden, uetisk, ustyrlig og fuldstændig urokkelig. Gav mig en lussing og bad mig slå igen, og da jeg gjorde det holdt han mund og hviskede, at jeg var verdens dejligste. Og så råbte han igen. Råbte, at han aldrig kunne være sammen med en som mig, at han hadede mine rutiner og var på vej ud for at finde en, som turde bryde sine rutiner. En ny mig, bare uden rutinerne, for han hadede mine rutiner.
Og jeg sagde ingenting. Knappede bare min trøje ned, aede ham på kinden og trådte ham over foden da jeg gik. Gik ud for at bryde mine rutiner, gik ud for at se verden bryde sine rutiner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar